Lykken er … gaveregn

Jeg er en juleperson. Altså sådan helt bogstaveligt talt. Min fødselsdag er den 25. december, og som barn elskede jeg julen. Der var jul, der var fødselsdag, der var julekalender, nisser, gaver og sne – magi! Alt var magisk i december måned.  

Så blev jeg ældre, og lige pludselig skulle man gå i skole samtidig med, at det var jul. Og lave afleveringer. Og købe julegaver. Og varmt overtøj. Jeg frøs hele tiden, og det var også mørkt. Mørkt, mørkt, mørkt.

Sådan er det jo stadig, men nu har jeg heldigvis lært, at jeg kan vælge at fokusere på det, jeg vil, og i år vil jeg egentlig gerne fokusere på alt det, jeg elsker ved december. Ja, for helvede, Salling skal lade være med at pynte op i oktober, og ja, ”Last Christmas” er en frygtelig sang på alle tænkelige måder.

MEN! December er en måned, hvor jeg kan koncentrere mig om det, jeg allerbedst kan lide; at glæde andre, at ses med mine nærmeste og at bruge tid på at finde små, personlige gaver til mine venner og familie.

Da vi var små, lavede mig og min søster altid pakkekalendere til hinanden. Det var helt bestemt også et af julens højdepunkter. Så måske I kan forestille jer min begejstring, da jeg mødtes med hende i tirsdags, og hun havde medbragt en hel pose med gaver!? Én til hver dag i december. Jeg blev så glad! Jeg har faktisk ikke været sammen med hende alene, siden jeg fik mit hul i øret, men vi hyggede os og snakkede så meget, at servitricen måtte løbe ud efter os, da vi gik, fordi vi havde glemt at betale (hov)

I år skal jeg for første gang nogensinde holde jul uden min familie. Mig og Jonas skal holde jul i Brande med hans tre niecer, og eftersigende skulle børn være rigtig gode til at frembringe den der julemagi. Jeg har selvfølgelig aftalt med dem derhjemme, at jeg kommer og pynter juletræet om formiddagen … sådan som jeg plejer 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *